Ekstra Bladet skrev ”Herbergsdronning skal i fængsel”. Senere samme dag blev overskriften ændret til: ”[Klager] idømt fængselsstraf”. Hun klager over at blive beskyldt for ”regnskabsfusk”. Pressenævnet finder, at ordet udtrykker Ekstra Bladets vurdering og finder ikke grund til kritik.

 

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke kan tage stilling til, hvorvidt og i givet fald hvorfor [Klager] har mistet arbejdsopgaver på grund af artiklerne på ekstrabladet.dk.

Artiklens overskrift
[Klager] har klaget over overskriften ”Herbergsdronning skal i fængsel”.
Det fremgår af sagen, at Østre Landsret som 2. instans afsagde dom i sagen den 28. november 2014, hvorefter Ekstra Bladet bragte artiklen den 29. november 2014. En dom afsagt i anden instans er endelig. Det kan ikke føre til et andet resultat, at [Klager] efter det oplyste har ansøgt Procesbevillingsnævnet om anketilladelse til Højesteret. Det er videre dommen uvedkommende, hvorvidt [Klager] skal afsone i et fængsel eller med fodlænke. Faktum er, at Østre Landsrets dom lyder på 40 dages fængsel, hvoraf kun de 20 dage er betinget.

 

Pressenævnet finder på denne baggrund ikke, at det er kritisabelt, at Ekstra Bladet i overskriften på netartiklen har anført, at [Klager] skal i fængsel. Pressenævnet bemærker i øvrigt, at det i underrubrikken nævnes, at [Klager] ønsker, at Højesteret skal behandle sagen. Pressenævnet udtaler derfor ikke kritik.

”Regnskabsfusk”
Pressenævnet lægger til grund, at [Klager] er dømt for overtrædelser af bogføringsloven, som er af en sådan særlig grov karakter, at forholdet er omfattet af straffelovens § 302, stk. 1, nr. 1 og 2. [Klager] er ligeledes dømt for underslæb efter straffeloven. Pressenævnet finder på denne baggrund ikke, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger.
Pressenævnet finder videre, at ordet ”regnskabsfusk” fremstår som Ekstra Bladets vurdering af sagen på baggrund af Østre Landsrets dom. Nævnet udtaler ikke kritik.

”Herbergsindehaver”
Det er uheldigt, at Ekstra Bladet omtaler [Klager] som herbergsindehaver, når hun ikke reelt har ejet herbergene. Imidlertid fremgår det af Østre Landsrets dom, at [Klager] både formelt og reelt var formand for den forening, som ejede herbergene, ligesom det fremgår af dommen, at [Klager] var enerådende i foreningen og traf alle beslutninger vedrørende foreningens økonomi uden inddragelse af bestyrelsen eller ansatte. Ordet fremstår på den baggrund som en vurdering af [Klager]s rolle i foreningen. Pressenævnet finder derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af Ekstra Bladet for at have omtalt [Klager] som herbergsindehaver.

 

Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 14-70-00743.

Del på sociale medier ved at klikke her: