Helsingør Dagblad bragte den anonyme annonce ”Lad os tage Helsingør tilbage!” med forkerte oplysninger om Enhedslistens stemmeafgivelse. Da der var tale om en annonce under en politisk valgkamp, udtaler Pressenævnet ikke kritik.

 

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

Det bemærkes indledningsvist, at Pressenævnet efter medieansvarslovens § 34 har kompetence til at tage stilling til, om de presseetiske regler er overtrådt i relation til annonce- og reklamestof.

 

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.1 og A.2.
Af annoncen fremgår udsagnet, at ”det [kan] konstateres, at det eneste som RØD blok og Venstre partimæssigt kunne blive enige om, sammen med de Radikale, var at LUKKE VORES HOSPITAL”. Enhedslisten er tidligere i annoncen omtalt som del af ”rød blok”, idet Enhedslisten indgik i den konstituering, der gjorde Venstres kandidat til borgmester med støtte fra ”rød blok”, men er ikke eksplicit nævnt i forbindelse med lukningen af hospitalet.
På baggrund af klagernes synspunkter lægger Pressenævnet til grund, at Enhedslisten i Helsingør stemte imod den omtalte sygehuslukning. Udsagnet er derfor ikke korrekt, for så vidt angår Enhedslisten.

Annoncen er bragt uden afsender (anonym), hvilket burde have givet Helsingør Dagblad anledning til at overveje, om annoncen skulle offentliggøres i den anonyme form. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Helsingør Dagblad den 19. november 2013 – på selve valgdagen – bragte annonceindrykkerens, [Annonceindrykkeren]s, debatindlæg, hvori forholdet omkring Enhedslistens stemmer berigtiges.
Uanset, at et medie kan ifalde ansvar for indholdet af annoncer, fremgår det tydeligt, at der er tale om en politisk annonce i en verserende valgkamp, hvor der må være en større grad af frisprog end ellers. Efter omstændighederne ligger denne annonce indenfor rammerne af det tilladte frisprog. Nævnet udtaler ikke kritik.

 

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at der bør opretholdes en klar skillelinje mellem annoncering og redaktionelt indhold, jf. punkt B.4.
Pressenævnet finder, at det af annoncens indhold og opsætning, der adskilte sig fra avisens øvrige layout, fremgik, at der var tale om en annonce og ikke en redaktionel tekst. Nævnet udtaler ikke kritik af Helsingør Dagblad for at blande annoncen med redaktionel tekst. Pressenævnet udtaler ikke kritik af dette forhold.

 

Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 13-70-00584/2.

Del på sociale medier ved at klikke her: