Klager – Sparekassen Himmerland A/S – klagede over blandt andet forsideartiklen ”Risikobanker slipper for tilsyn” i Jyllands-Posten.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det ligger uden for nævnets kompetence at tage stilling til den økonomiske situation i Sparekassen Himmerland A/S.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.2. Sådan som sagen foreligger oplyst, har nævnet ikke mulighed for at tage stilling til, hvorvidt Jyllands-Posten ikke har udvist den fornødne kildekritik.
Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den, de krænkende oplysninger vedrører. Hertil kommer, at angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde, ligesom det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer, jf. punkterne A.3-A.5.
Pressenævnet finder, uanset udsagnet ”problembank” måtte være udtryk for en vurdering, at det fremstår som en konstatering uden, at læseren får mulighed for at blive opmærksom på, hvilket faktisk grundlag vurderingen bygger på. Udsagnet "problembank" kan sammenholdt med den kritiske omtale af Finanstilsynets kontrolbesøg og af banker under skærpet kontrol være skadelig for Sparekassen Himmerland A/S. Pressenævnet lægger til grund, at det ikke på forhånd var almindelig kendt, at Sparekassen Himmerland skulle være en "problembank". Nævnet finder på den baggrund, at Jyllands-Posten, hvis man ville anvende udtrykket "problembank" om Sparekassen Himmerland, burde have redegjort nærmere for det faktiske grundlag for denne karakteristik og forelagt det faktiske grundlag for Sparekassen Himmerland til kommentering forud for offentliggørelsen. Da dette ikke er sket, udtaler Pressenævnet sin kritik af Jyllands-Posten.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Jyllands-Posten at offentliggøre et kendelsesresumé.
Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 11-70-00161.

Del på sociale medier ved at klikke her: