Klager – en person – klagede over nyhedsindslagene ”Ofrede mærkesag” og ”Fælleslistens krav var til salg” på TV/MIDT-VEST.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, er et medie berettiget til at beslutte, hvilke oplysninger man vil bringe. Citater og meningstilkendegivelser må imidlertid ikke bringes i en form, så de forvansker det fremførte synspunkt.
Pressenævnet finder, at de bragte interviewuddrag i TV/MIDT-VEST ikke forvanskede klagerens budskab fra interviewet offentliggjort på tvmidtvest.dk. Der er derfor ikke grundlag for på dette punkt at udtale kritik af TV/MIDT-VEST.
Pressenævnet finder heller ikke grundlag for at kritisere, at TV/MIDT-VEST i udsendelserne rejste spørgsmålet, om Fælleslistens mærkesag – placeringen af et nyt sygehus – havde været ”til salg” under konstitueringsdrøftelserne umiddelbart efter kommunalvalget, og nævnet finder, at [K], som blev interviewet om dette emne, har fået tilstrækkelig lejlighed til at kommentere beskyldningerne.
Pressenævnet finder, at TV/MIDT-VEST heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik. Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 2009-6-0918.