Klager – en person – klagede over artiklerne ”Taxavognmand vil beholde højt startgebyr” og ”YTRINGSFRIHED: Vognmand skal betale en bøde på 1.500 kroner for at åbne munden” i Sjællandske.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
Fristen for klager over tilsidesættelse af god presseskik er fire uger efter offentliggørelsen i massemediet, jf. medieansvarsloven § 34, stk. 2. Klagen vedrørende artiklerne bragt den 26. marts og 4. juli 2009 er modtaget i Pressenævnet den 9. juli 2009. Klagen er derfor indgivet rettidigt i forhold til artiklen i juli 2009, men for sent for så vidt angår artiklen i marts. Udtalelserne i artiklen fra marts er imidlertid genstand for omtalen i artiklen i juli. Under disse omstændigheder finder Pressenævnet, at såvel omtalen i juli som marts må realitetsbehandles.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1.
Efter parternes oplysninger lægges det til grund, at Sjællandske den 26. marts 2009 bragte artiklen med [K]s medvirken. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere avisen for at omtale den videre udvikling i sagen den 4. juli 2009, herunder klagers bod. Klager har hverken over for avisen eller nævnet gjort gældende, at han ikke ønskede at fremstå med navn og billede i artiklen af 26. marts 2009. Da billedet ikke er krænkende, og klager har måttet påregne, at arkivfotoet kunne blive genanvendt ved yderligere omtale af sagen, finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik af avisen for at bringe billedet den 4. juli 2009.
Pressenævnet finder heller ikke grundlag for at kritisere avisen for at anvende betegnelsen ”Taxa-[K]”. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagers fulde navn og billede fremgår af artiklen, hvorved forvekslingsrisikoen med andre er minimeret.
Sådan som sagen foreligger oplyst, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere vinklingen i artiklen den 26. marts 2009 eller avisens omtale i øvrigt. Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 2009-6-0860.

Del på sociale medier ved at klikke her: