Klager – en person – klagede over en artikel i SE og HØR og på seoghoer.dk.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
Internetmediet seoghoer.dk, hvori en del af de påklagede af artikler blev bragt, er anmeldt til Pressenævnet den 22. september 2008 efter medieansvarsloven § 8, stk. 1, hvorfor mediet efter denne dato er omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 3. Klagebrevet er modtaget i Pressenævnet den 7. juli 2008 – før anmeldelsen af hjemmesiden. Da mediet således ikke var anmeldt til Pressenævnet på tidspunktet for klagens modtagelse, afvises denne del af klagen.

Det følger af medieansvarslovens § 43, stk. 1, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket en offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i kapitel 6 (§§ 36-40) er forpligtet til at offentliggøre et genmæle. Spørgsmålet om strafansvar for mediernes indhold efter kapitel 3 (herunder §§ 12 og 14) henhører under domstolene, og nævnet kan ikke tage stilling til, hvorvidt [C] kan holdes ansvarlig for citaterne fra seoghoer.dk. Klagen realitetsbehandles herefter alene for så vidt angår artiklen i SE og HØR den 3. juli 2008.
Pressenævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt straffeloven er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Dette punkt behandles derfor ikke.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, jf. punkt A.1. På baggrund af mailkorrespondancen af 30. juni 2008 mellem SE og HØR og NATO lægger Pressenævnet til grund, at delegationsmedlemmerne skulle udtale sig under møderne eller indskrive sig på mødelister for at blive registreret som deltagere, men at dette ikke var et krav for deltagelse, og listerne derfor ikke kan anses for en fuldstændig oversigt over deltagere. [K] indskrev sig ikke på mødelisterne. [K] blev den 24. maj 2008 set af SE og HØRs medarbejder på et tidspunkt, hvor han efter dagsordenen – og egne oplysninger – skulle have deltaget i et møde.

Pressenævnet finder herefter, at oplysningerne om, at klager ikke optræder på listerne over delegationsdeltagere er korrekte. Nævnet finder videre, at overskrifterne ”Kærlighedsferie betalt af skatteyderne” og ”… sendte regningen til de danske borgere” er SE og HØRs vurderinger på baggrund af de offentliggjorte oplysninger, og nævnet udtaler ikke kritik af overskrifternes formulering.
Oplysningerne om klagers manglende deltagelse i det officielle program kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for klager, og har derfor skullet efterprøves i særlig grad, først og fremmest ved forelæggelse for [K]. SE og HØR forelagde oplysningerne for [K], og hans kommentarer fremgik af artiklen, og nævnet udtaler ikke sin kritik af SE og HØR for ikke at forelægge oplysningerne.

Pressenævnet finder, at SE og HØR heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.
Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 2008-6-0702.

Del på sociale medier ved at klikke her: