Klager – en privatperson – klagede over en artikel i Midtjyllands Avis.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
For så vidt angår sagens rettidighed bemærker Pressenævnet, at klagefristen til massemediet for overtrædelse af god presseskik er 4 uger efter offentliggørelsen. Massemediets afgørelse kan senest 4 uger efter, at den er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet, jf. medieansvarsloven § 34, stk. 2. Advokat Lars Thousig Jensen klagede ved brev af 15. maj 2008 til avisen over artiklen af 26. februar 2008, hvorfor klagefristen var overskredet. Da Midtjyllands Avis realitetsbehandlede sagen, og advokaten efter avisens seneste brev af 4. juli 2008 har klaget rettidigt til Pressenævnet, realitetsbehandles klagen.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at så længe en straffesag ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet, må der ikke offentliggøres tilkendegivelser om, at en sigtet eller tiltalt er skyldig. Ved omtale af en straffesag skal det klart fremgå, om sigtede/tiltalte har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig, jf. punkt C.5.
På baggrund af klagers oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at byretsdommen under retsmødet blev anket til frifindelse. Pressenævnet finder, at Midtjyllands Avis har tilsidesat god presseskik ved at undlade at omtale anken i kombination med, at det ikke fremgik af artiklen, at der var tale om en afgørelse i første instans. Nævnet udtaler derfor sin kritik. Da avisen den 9. juni 2008 omtalte udfaldet af ankesagen ved landsretten, finder nævnet imidlertid ikke grundlag for at pålægge avisen offentliggørelse efter medieansvarsloven § 49.
Pressenævnet finder ikke grundlag for at kritisere avisen for at offentliggøre klagers navn i forbindelse med omtalen. Nævnet har herved lagt vægt på sagens karakter og på, at der på tidspunktet for offentliggørelsen af navnet var afsagt dom ved byretten.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at en sigtet, tiltalt eller domfældt person bør forskånes for at få fremdraget en ham tidligere overgået straffedom, hvis den er uden betydning for de forhold, han nu er sigtet, tiltalt eller dømt for, jf. pkt. C.8. Pressenævnet lægger til grund, at strafudmålingen skal ses i sammenhæng med [K]s tidligere domme. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Midtjyllands Avis for at nævne klagers tidligere domme i artiklen.
Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 2008-6-0717.

Del på sociale medier ved at klikke her: