Klager – en kirkelig forening – klagede over tre artikler i B.T. Artiklerne fremstod dels som en gengivelse af udtalelser fra psykolog, [A] og religionsekspert ved Københavns Universitet [B], og dels som en opregning over forskellige kategorier inden for foreningen samt en gengivelse af et forløb vedrørende en ung kvinde, der havde brudt med foreningen. […]
Klager – en kirkelig forening – klagede over tre artikler i B.T. Artiklerne fremstod dels som en gengivelse af udtalelser fra psykolog, [A] og religionsekspert ved Københavns Universitet [B], og dels som en opregning over forskellige kategorier inden for foreningen samt en gengivelse af et forløb vedrørende en ung kvinde, der havde brudt med foreningen. Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, som der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. To medlemmer udtalte: Vi fandt, at den tredje artikel, der blev klaget over, fremstod som en gengivelse af en sag vedrørende en ung kvinde, der havde valgt at forlade Foreningen. Gengivelsen heraf var af en sådan personlig og individuel karakter, at foreningen i Danmark ikke havde retlig interesse og dermed heller ikke var klageberettiget i forhold til denne artikel, hvorfor denne del af klagen afvises. Vi fandt, at omtalen af foreningen i den første og anden artikel var af en sådan karakter, at bevægelsen, for så vidt angår bevægelsen som forening, havde retlig interesse i sagen og dermed var klageberettiget. Det fremgik af sagen, at de omhandlede citater havde været til gennemsyn og godkendelse hos [A] og [B]. Den ene af de citerede ønskede rettelser i citaterne, hvilket dog ikke skete. Under sagens behandling forelå der imidlertid ikke nærmere oplysninger om, hvori ændringerne i citaterne bestod. Sådan som sagen forelå oplyst og som følge af Pressenævnets begrænsede muligheder for bevisførelse, kunne vi ikke tage stilling til, om citaterne var korrekt gengivet. Det var vor opfattelse, at de oplysninger, der blev givet om foreningen i den første artikel, og som byggede på de bragte citater, var af en sådan karakter, at artiklen måtte antages at kunne være skadelig for foreningen, og at den derfor burde være forelagt for denne med henblik på en kommentar, inden den blev bragt. Vi udtalte derfor kritik vedrørende dette punkt. Den anden artikel, der blev klaget over, fremstod som en generel udtalelse vedrørende forskellige grupperinger inden for foreningen. Vi fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at oplysningerne kunne anses for skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for foreningen, hvorfor der ikke var grundlag for at udtale kritik heraf. Vi fandt sammenfattende, at der ikke i øvrigt var grundlag for at udtale kritik vedrørende disse to artikler. To medlemmer udtalte: Vi fandt, at foreningen ikke var omtalt i artiklerne på en sådan måde, at foreningen som organisation havde retlig interesse i at klage til Pressenævnet. Det fremgik endvidere af klagen, at det ikke var foreningen som organisation, men de forældre og præster, der tilsluttede sig organisationen, der følte sig krænket. Vi fandt derfor, at sagen skulle afvises. Da der var stemmelighed, var formandens stemme afgørende, og Pressenævnet udtalte kritik af B.T. i forhold til den første artikel. Dissens.
Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 2005-6-0220.